Starten på det hele
Kranio-Sakral Terapi blev "undfanget" af en ung
osteopat, Dr. William Garner Sutherland, i 1899. Han sad en
dag og studerede et stykke kranieknogle, og pludselig slog
tanken ham :" Hvis kraniet er helt sammenvokset og dermed
ubevægeligt - hvorfor har de enkelte knogler så
skråkanter som gællerne hos en fisk?" Denne
tanke udstak med èt hans livsbane.
Da William var en praktisk mand, besluttede han at efterprøve
sin teori om kraniets bevægelighed på sig selv.
Han konstruerede en Storm P-lignende hjelm som kunne justeres
til at hæmme de enkelte knoglers bevægelighed.
Og således konstaterede han knogle for knogle, at disse
restriktioner direkte havde betydning for hans fysiske og
psykiske tilstand. F.eks. oplevede han, at ved at hæmme
temporal-knoglen påvirkede han ikke alene hørelsen,
men også balance- og koncentrationsevnen. Han opdagede
endvidere, at kraniets bevægelser optrådte samtidigt
i korsbenet - med rygsøjlen som forbindelsesled.
William G. Sutherland brugte hele sit resterende liv på
at kortlægge og videreudvikle sin enestående opdagelse.
Mange af hans teknikker er fortsat helt grundliggende i Kranio-Sakral
Terapi, mens andre og nye teknikker er blevet tilføjet,
efterhånden som flere og flere af kroppens hemmeligheder
er blevet afdækket. Som det så ofte er tilfældet
med nye opdagelser, anerkendte hans samtid ham aldrig helt
- hans kollegaer prøvede at latterliggøre hans
arbejde, og senere kæmpede de bravt imod at inkludere
disse nye metoder i deres arbejde. Og mens alt dette stod
på, sendte de samtidig deres vanskeligste patienter
til ham - rygtet gik mere og mere vedholdent, at ham Dr. Sutherland
kunne noget specielt. Han kunne hjælpe de mennesker,
som hans kollegaer ikke formåede at hjælpe. Den
eneste målestok, som læger og alle vi andre behandlere
til alle tider skal holdes op imod.
I dag nikker højteknologiske måleinstrumenter
samtykkende til Sutherlands påstand: Kraniets knogler
bevæger sig faktisk! Det er blevet verificeret på
adskillige universiteter verden over. Selvfølgelig
bevæger de sig - alt væv i kroppen bevæger
sig, så længe vi er levende. Kraniets knogler
og ikke mindst det bindevæv, som sidder imellem dem
- det er levende væv, med stofskifte og dermed bevægelse.
Og hjernevævet, støttevævet og alle hjernens
blodkar lever og har stofskifte - hvordan skulle dette stofskifte
kunne finde sted, hvis kraniets knogler og kraniet som sådan
var ubevægeligt?
Sutherland arbejdede med dette system helt frem til hans død
i 1954. Han gennemgik i denne periode store forandringer -
såvel fagligt som personligt. I de første år
arbejdede han meget mekanisk og kontant - tvang kraniets knogler
med sine manipulationer. De fleste grene indenfor KST arbejder
mere eller mindre ud fra disse første principper, dog
i reglen i meget blidere udgaver - behandleren skal manipulere
kraniet. Hvad de færreste ved er, at Sutherland i hans
sene år radikalt skiftede metodik og fremgangsmåde.
Han stolede nu så meget på kroppens egen helbredelsesevne,
at han begyndte at lade den vise ham, hvad kroppen behøvede.
Han begyndte at lytte til kroppen - lagde sine hænder
på den, og afventede, at den begyndte at vise ham vejen.
Og han opdagede, at denne ikke-invasive kontakt gjorde hans
behandlinger mere skånsomme, dybere og på alle
måder mere effektive.
|
|
|
