1,5 dags kursus – åbent for alle med kropsterapeutisk erfaring
Nye datoer for kurset januar 2023 – i Jylland & Kbh

.
I mange af de oprindelige traditioner og ligeledes i den biodynamiske teori, som har sit udspring i embryologien, er vores midtlinje det første aspekt af os, som træder frem. Først i form af en elektromagnetisk streng/midtlinje (the primitive streak), hvorom alle celler og væv sidenhen skabes.
Vores midtlinje er derfor en direkte og primær reference for alt i vores liv, altid. Og som osteopaten James Jealous sagde om denne særlige relation – det gælder såvel det fysiske som det følelsesmæssige, mentale, perceptuelle, spatiale, relationelle og spirituelle.
Alt – hvor perifert og separat det end måtte forekomme – har i sig en direkte, iboende reference til vores midtlinje. Struktur og funktion, og dette fælles udtryk som de altid udgør, udspringer, næres, orkestreres og balanceres via denne midtlinje.
.

.
Dette gælder ikke mindst vores kapacitet til at bevæges – at være i umiddelbar og direkte relation til og i udveksling med selve livet. Denne adgang til livskraften i os er afgørende, når vi kastes ud i livets stormvejr – i form af skader, ulykker, sygdom eller mere følelsesmæssige, mentale eller eksistentielle udfordringer.
Dette kender vi som kropsterapeuter fra vores klienter, når vi lægger vores hænder på dem. Vi mærker, hvorvidt deres adgang til deres underliggende ressourcer er tilgængelig for dem – om de i sig har kapacitet til at opstarte den egentlige reguleringsproces, som vi med vores hænder søger at skabe et rum til.
.

.
I denne proces er klientens midtlinje altid et centralt aspekt. Det er – med biodynamiske øjne – via midtlinjen, at de selvregulerende og helende kræfter “distribueres” i kroppen og derfra kan manifestere den terapeutiske helingsproces.
Når vi som manuelle behandlere skal arbejde med kroppen, er midtlinjen vores reference. Dette gælder både rygsøjlen som midtlinje, men det gælder også den enkelte struktur – hver enkelt struktur har sin egen midte, sit eget fulcrum, hvorom den balanceres. Ligeledes har al funktion en midtlinje – en akse, hvorom bevægelse sker. Som et langstrakt fulcrum.
Et fulcrum er et ubevægeligt punkt, hvorom bevægelse sker. En forudsætning for bevægelse. Et fulcrum er både skabende og styrende – det genererer kraften til bevægelse og orkestrerer, hvordan bevægelsen kan udfolde sig.
.

.
Det er via fulcrumet, at den potentielle energi bliver levende og udtrykker sig som dynamisk bevægelse, som liv. Vippen på legepladsen illustrerer dette – uden dens ubevægelige fulcrum vipper vippen ingen vegne!
Et sundt, naturligt og frit fulcrum er bevægbart – det bevæges af livet, fra øjeblik til øjeblik. Ja, det lyder paradoksalt – at det ubevægelige fulcrum er bevægbart! Det skal forstås således: at selve fulcrumet er det ubevægelige omdrejningspunkt, men at det konstant skal kunne “flytte plads” ift de bevægelser, som det levende liv skaber.
Tænk på en orkan og det vi kalder orkanens øje. Dette øje ér orkanens fulcrum og selve øjet forbliver ubevægeligt som orkanens omdrejningspunkt og kilden til dens vilde kraft, mens orkanen som en helhed raser afsted over land og vand.
.

.
Et dysfunktionelt fulcrum er ikke længere bevægbart – det er “frosset” i både tid og sted, og udgør derfor en belastning for helheden. Det har separeret sig fra helheden og tvinger derved helheden til at kompensere for denne ubevægelighed – det dræner livskraft og skaber smerte, dysfunktion og kompensation.
Når et dysfunktionelt fulcrum hjælpes gennem sin ubevægelighed, forvandles dets energi atter til frit flydende, spontan og løftende energi – helheden heles.
Hvis vi som behandlere kan modstå fristelsen til at forføres af bevægelsernes perifere drama og i stedet lade vores hænder mærke ind til bevægelsernes stille fulcrum, åbnes en dør til en helt unik proces.
.

.
Kursus struktur
Vi vil på dette kursus se på midtlinjen fra flere forskellige vinkler. Vi vil arbejde direkte på og med midtlinjen, og endvidere arbejde på nogle af de strukturer, som har afgørende betydning for midtlinjens naturlige og sunde funktion.
Da midtlinjen som nævnt er så central for alle øvrige funktioner hos os mennesker, vil alle problematikker i selve midtlinjen uvægerligt forplante sig videre – i det fysiske, følelsesmæssige, psykiske, eksistentielle mm.
Herunder en kort præsentation af kursets indhold:
.
Midtlinjen, Forvandling & Kontekst

.
Hvilke omstændigheder er til stede i klientens liv? Er der noget i deres samlede livsomstændigheder her og nu, der udgør et støttende og løftende aspekt i forhold til en forvandlingsproces > < er der noget, der hindrer og underminerer, at et evt. potentiale til forvandling kan indfinde sig?
Vi er uløseligt forbundet og interagerende med vores kontekst og derfor er klientens potentiale for bedring selvfølgelig uløseligt forbundet med deres kontekst.
Det er min erfaring, at det kan gøre en afgørende forskel at tale med vores klienter om dette – gøre det klart for dem, at den egentlige forandring og integration af arbejdet på briksen sker hjemme i deres eget liv, fra dag til dag.
.

.
Begrebet spilleregler kan være med til at gøre vigtigheden af konteksten tydelig. Vi kan derfor tale med klienten om, at en helingsproces har andre spilleregler end det “normale” hverdagsliv.
Understrege, at alle aspekter af deres liv har direkte indflydelse på, hvordan helingsprocessen forløber og at det derfor er relevant, at de er opmærksomme på både at skabe rum til de støttende elementer og minimere de belastende.
Vi vil løbende gennem kurset sparre og udveksle erfaringer ift dette tema – sammen skabe et landkort over de typiske bastioner, som enten i samlet flok understøtter helingsprocessen eller tilsvarende forstyrrer den.
.
Thorax Vuggen

.
Dette sælsomme powerhouse, der både hænger og svæver omkring vores midtlinje. Indeholdende vores hjerte og lunger, som fra øjeblik til øjeblik lader os mærke alle livets fantastiske og forunderlige farver. Her bor alt det smukke og alt det farlige side om side – sammen, i en evig forvandlen sig til hinanden.
Grebet stammer fra en årelang forelskelse i et greb, som James Jealous benyttede som sit primære redskab til re-balancering ved overbehandling. Af én eller anden grund gik der mange år, førend jeg endelig selve forsøgte mig med dette greb, men da jeg endelig gjorde det, oplevede jeg det som det mest, naturlige, selvfølgelige og kraftfulde greb af alle.
.

.
Som om jeg endelig havde fundet et greb, der kunne favne og holde hele min klient – give vedkommende mulighed for at forsvinde helt ind i et møde, hvor de blev holdt trygt og støttende. Like a nest of rest..
Grebet er fantastisk til at lade det autonome nervesystem genfinde sin naturlige balance og har en dyb, dyb indvirken på klientens vejrtrækning – jeg kender intet greb, der på samme måde gør det muligt at være til stede med klientens hele, fulde og mindre fulde vejrtrækning.
Endvidere giver det alle aspekter af organsystemet plads til – ja, at finde plads og udfolde og bevæge sig frit. Også alle nuancer af kroppens cirkulationssystemer støttes ved dette greb – herunder lymfesystemet, hvis primære pumpe er netop vejrtrækningen, der langsomt driver lymfens bevægelse.
.
Bækkenet & Kraniebunden

.
Hvilken gentle, dyb og effektiv gave denne relation mellem kranie og bækken er for de af vores klienter, som er ramt af hjernerystelser, piskesmæld og andre tilstande, hvor deres sensitivitet kalder på andre indgange end den direkte!
Vi vil her arbejde med en blid step by step proces, hvor vi får mulighed for at kontakte og derved påvirke selve problematikken, men uden at overælde klientens system. Jeg benytter nogle simple greb, der i små bider giver kroppen selv mulighed for at begynde helingsprocessen i dens helt eget tempo.
.

.
Det er min oplevelse, at den gentagne og trinvise sekvens gør en afgørende forskel hos visse klienter – når de uanset vores blidhed har brug for at tage en vej, hvor doseringen sker gradvist, udelukkende på kroppens egne anvisninger.
Endvidere indeholder grebene nogle kombinationer, som jeg ofte benytter ved tinnitus, kæbeproblemer, hovedpiner, nakkeproblemer, skulderproblemer, svimmelhed og bækkenproblematikker mm.
Men mest af alt er disse greb blandt mine foretrukne til arbejdet med klientens midtlinje, med helheden som klientens egentlige fulcrum.
.
Ansigtets dybe midtlinje

.
Vores anatomiske, strukturelle midtlinje fortsætter fra rygsøjlen op gennem kraniet og “munder” ud i ganen og ansigtets fulcrum, Vomer. Vomer er i al sin pragt og skrøbelighed en ganske særlig sag – som den både ligger og står og næsten blafrer mellem de “store” knogler maxillaris, sphenoidale og ethmoidale og de små palatinere.
Den bliver så let gidsel mellem de andres dramaer, og netop derfor har den en unik rolle som potentiel mægler og forløser af det samlede drama.
Midtlinjen er gennem alle traditioner til alle tider endvidere kendt som værende central ift den livsenergi, som gennemstrømmer os alle. Set i dét lys er alt kroppens væv blot et fortættet udtryk for selvsamme energi.
.

.
Derfor benytter jeg altid ved alt arbejde på midtlinjen de to ekstraordinære meridianer Du og Ren som støtte. Jeg vil på kurset kort gennemgå de punkter, som åbner for dette vitale energiflow.
Dette greb handler om at løfte og lufte den samlede midtlinje gennem ansigtet – plads, plads, plads. En hjælpen hele midtlinjen tilbage til sin naturlige tilstand, hvor den svæver frit inde i dybet og derved giver mulighed for hele kroppens midtlinje til at bevæges – til at ånde frit, som sig selv, af sig selv.
.
Ankel Vuggen

.
Vores ankelled er første store led, som skal etablere en sund, naturlig udveksling og dynamik til dette liv mellem himmel og jord. Hvad enten vi er stående, gående, dansende, vaklende, hoppende, stampende eller listende – ankomst på vores fødder indebærer øjeblikkeligt maskefald.
Et maskefald, som både i det synlige og det usynlige afstedkommer en direkte, utilsløret sekvens af tilpasning gennem hele vores system – gennem såvel det fysiske som alle andre aspekter af os.
Dette meget specielle krydsgreb opstod ifm behandling af en ung kok, som havde kroniske rygsmerter og hovedpiner. Han havde som barn fået knust begge fødder og havde siden levet med den kaskade af kompensationer, som konsekvenserne af dette voldsomme traume indebar. Jeg prøvede et væld af forskellige greb, men ingen gjorde nævneværdig forskel.
.

.
En dag lagde jeg i afmagt mine hænder i en fuldstændig uvant slynge omkring hans ankler og i samme øjeblik skete der endelig noget – hele hans system responderede og begyndte at justere sig som en helhed, allevegne samtidigt.
Grebet blev nøglen til en proces, hvor han allerede efter den session mærkede en markant ændring og et par behandlinger senere var både rygsmerter og hovedpiner forsvundet.
Jeg har siden benyttet grebet ved en lang række andre problematikker og har konstateret, at det gør noget ganske særligt for hele kroppen/klienten. Som om det re-etablerer en meget dyb og central forbindelse og funktion på mange plan samtidigt.
Både ift den særlige balance mellem stabilitet og fleksibilitet, der er præmissen i alle kroppens led, men derudover har grebet også kraftfuld effekt på andre af de dynamikker, som sker i vores led – cirkulation, styrke og relationen til såvel de omkringliggende strukturer som til hele systemet.
.
Kurset samlet

.
Jeg vil ved hver af disse nye teknikker endvidere præsentere flere andre greb og punkter for at understøtte den synergetiske effekt. Det er ofte ved at kombinere og inkludere flere forskellige indgange i det enkelte greb, at den kraftigste terapeutiske effekt opnås.
Endvidere vil jeg ved hvert greb komme ind på, hvilke problematikker det enkelte greb er særligt relevant ved. At teknikker til f.eks anklen kan have effekt på fødderne forekommer meget oplagt – det er umiddelbart mindre indlysende, at selvsamme teknikker kan være nogle af de mest effektive ved kæbeproblemer, nakkesmerter, tinnitus, balancebesvær og organproblemer.
Desuden vil vi tale om, hvordan alle følelsesmæssige, psykiske og stressmæssige tilstande har deres naturlige kropslige komponent og for rigtigt mange af dem gælder det også, at en del af den egentlige årsag til deres vedvarende problemer skyldes låste tilstande i kroppen.
Kroppen påvirkes af vores følelsesmæssige, psykiske og stressmæssige tilstand og vice versa. Eller mere præcist – de er alle aspekter af den samme funktionelle, konstant interagerende helhed. I vores eget levende liv oplever vi aldrig disse forskellige udtryk eksisterende separat fra hinanden – for vi består ikke af dele, som har deres eget liv adskilt fra helheden.
.

.
Der vil naturligvis løbende gennem hele kurset være plads til spørgsmål, sparren og talen om cases fra vores arbejde med klienter – både ift de enkelte teknikker og ift de typiske problemstillinger, som vi møder i vores arbejde med klienter.
Kurset er som nævnt åbent for alle med kropsterapeutisk erfaring. Min indgang er via den biodynamiske kranio sakral terapi, men alt på kurset kan “konverteres” til andre indgange. En væsentlig del af mit eget arbejde er opstået via inspiration fra andre traditioner, som jeg har vævet ind i mine behandlinger.Har du lyst til at læse endnu mere om de mange forskellige fascinerende nuancer af Midtlinjen, har jeg skrevet en række tekster på facebook:
.
P r a k t i s k
Kurset strækker sig over 1,5 dag.

.
Østerbro: Hold I – 6+7 januar 2023 (holdet er fuldt – venteliste åben)
Kurset på Østerbro afholdes Ringstedgade 8, kld – 2100 Kbh Ø
Kurset undervises fredag kl 17-21 samt lørdag kl 9-17.
.Begge hold undervises fredag kl 17-21 samt lørdag kl 9-17.
Frederiksberg: Hold II – 27+28 januar 2023 (holdet er fuldt – venteliste åben)
Kurset på Frederiksberg afholdes i MitraSalen – Sankt Knuds Vej 36, 1903 Frederiksberg
Kurset undervises fredag kl 17-21 samt lørdag kl 9-17.
.
Brabrand:
20+21 januar 2023 (holdet er fuldt – venteliste åben)
Brabrand undervises fredag kl 17-21 samt lørdag kl 9-17.
Kurset i Brabrand afholdes på Skolen for Holistisk Kropsterapi – Grimhøjvej 6 – 8220 Brabrand
.
Pris: kr. 1.700,-
.
Kurset er åbent for alle med kropsterapeutisk baggrund og giver endvidere RAB vedligeholdelsespoints.
Tilmelding: Skriv mail til niklas@kranio-sakral-terapi.dk – ved bekræftelse overføres betaling af depositum kr. 700,- til konto: 5471 – 0001644051
(Resterende betaling af kursusafgift senest 3 uger før kursus. Ved afmelding indtil 3 uger før kursustilbagebetales depositum, minus administrationsgebyr kr. 250. Ved afmelding senere end 3 uger før kursus tilbagebetales kursusafgift, minus depositum.)
Endelig kontakt mig, hvis du er i tvivl om noget eller ønsker yderligere info.
Kh Niklas
